Får man abstinenser af hash?
I 1960’erne og 1970’erne mente forskere ikke, at hash var et afhængighedsdannende stof, da der ikke forekom abstinenser, ligesom man ser det med opioider eller alkohol. Mange omhyggeligt kontrollerede forsøg med dyr og mennesker viser imidlertid nu, at dem der regelmæssigt ryger hash får abstinenser, når de holder op.
Hashabstinenser svarer til de abstinenser, man oplever, når man holder op med at ryge tobak. Ligesom med tobak kan hashabstinenser være forstyrrende nok til at hashrygeren fortsætter brugen og til at give tilbagefald hos dem, der prøver at holde op. Hashabstinenser er ikke ens for alle. Forskellige faktorer indvirker på sværhedsgraden af hashabstinenserne. De faktorer, som kan indvirke på, hvor alvorlige abstinenserne vil være, og hvor længe de varer når man prøver at holde op, er:
- Hvor meget hash man ryger (mennesker, der hyppigt ryger hash, får mere alvorlige abstinenser)
- Hvor afhængig man er (mennesker, som er mere afhængige af hash, er tilbøjelige til at have mere alvorlige abstinenser)
- Hvor følsom man er over for bekymring (mennesker, som er mindre tolerante over for følelsesmæssig lidelse, kan opleve strengere hashabstinenser)
De fleste undersøgelser viser, at abstinenserne begynder den første dag og normalt topper inden for de første to til tre dage, efter at man er holdt op – med undtagelse af søvnforstyrrelser. Normalt er abstinenserne forsvundet efter to uger – baseret på, hvor afhængig man var, før man forsøgte at holde op.
Hvad er symptomer på hash-abstinenser?
Når man holder op med at ryge hash efter længere tids brug (enten fordi man ikke kan få fat i noget, eller fordi man prøver at holde op), oplever man en række forskellige symptomer på abstinenser. Det kan være:
- søvnproblemer, søvnløshed og mærkelige drømme
- humørsvingninger/irritation
- depression
- angst/nervøsitet
- uro/fysiske spændinger
- nedsat appetit
- kvalme
- stærk trang til at ryge hash
Findes der behandlingssteder til abstinenser?
Selvom de enkelte symptomer kan være relativt svage, kan de til sammen bidrage til, at man fortsætter med at ryge hash, og at man får tilbagefald, hvis man forsøger at holde op.
Nogle mennesker synes måske, at de har behov for en rådgiver til at hjælpe dem med at håndtere deres hashabstinenser for at undgå tilbagefald. Andre kan håndtere symptomerne selv.
En god nats søvn kan være en af de vigtigste faktorer til at opnå succes. Men netop søvn kan være vanskeligt, da søvnforstyrrelser er et af de mest almindelige symptomer på abstinenser, selvom det ikke gør det umuligt.
At øve gode sovevaner kan hjælpe med at håndtere de søvnproblemer, der er forbundet med abstinenserne. Gode sovevaner fås ved f.eks. ikke at drikke koffein efter frokost, at motionere dagligt, især om morgenen, at sove i en behagelig seng, ikke at drikke alkohol eller bruge andre lægemidler til at falde i søvn på og ikke at lave stimulerende aktiviteter før sengetid (som at se tv eller spille computerspil). Udarbejder man en god plan til at bekæmpe søvnforstyrrelser, kan man gøre det nemmere at klare de andre symptomer på abstinenser.
Anerkendelse af og opmærksomhed om de milde, men alligevel betydningsfulde hashabstinenser kan hjælpe med at nedsætte forbruget eller at holde helt op. Undersøgelser har vist, at chancerne for, at det lykkes at holde op med at ryge hash, øges væsentligt, når de intense faser med abstinenser er overstået – så det er vigtigt at udarbejde en plan, før man forsøger at holde op (sundhedsstyrelsen.dk)
Hvis man fortsat føler ubehag efter at have holdt sig fra hash i to uger, kan det være forbundet med de underliggende grunde til hvorfor man ryger hash (såsom angst, depression eller sociale problemer). I sådanne tilfælde, kan de, der forsøger at holde op, søge hjælp hos deres læge eller en rådgiver for at drøfte strategier til at klare disse underliggende problemer. Disse ydelser kan måske betales af en evt. sundhedsforsikring.
Indtil videre findes der ingen effektive farmakologiske behandlinger, der kan hjælpe med at reducere abstinenserne eller blokere virkningerne af hash, selvom der foregår undersøgelser. Nogle undersøgelser viser, at korte behandlinger af kognitiv adfærd kan hjælpe dem, der prøver at holde op eller skære ned på deres forbrug af hash.
Yderligere information se NCPICs hjemmeside www.ncpic.org.au.
