Regningen, ingen kan se: Hvorfor megen hash blandt borgerne bliver dyrt for kommunen

Når en kommune opgør sine udgifter til rusmidler, står der sjældent "hash" på nogen linje. Alligevel er hash med i regnskabet næsten overalt: i ungeindsatsen, på jobcentret, i socialpsykiatrien, på botilbuddene og i familiesagerne. Udgiften er der. Den er bare gemt under andre navne.

Denne artikel handler om, hvorfor det er så dyrt, når mange borgere ryger meget hash, og om, hvad der kan ændre sig, hvis de holder op.

Hash er en rus, ikke en personlighed

Det første skridt er at se hash for det, det er: en rus. Når man ryger dagligt, er hjernen i en tilstand af påvirkning. Det kan mærkes som lavere energi, dårligere hukommelse, sværere ved at komme i gang, uro, dårlig søvn og en fladere følelse af glæde.

Mange borgere bliver vurderet ud fra, hvordan de fungerer, mens de er påvirkede. Man ser en ung, der virker umotiveret. Man ser en voksen, der er svær at samarbejde med. Man ser en borger, der aldrig dukker op. Og så sættes der indsatser i gang, der skal løse personens problemer. Men en stor del af det, man ser, er rusens virkning. Det er derfor, så mange indsatser kører længe uden at lande.

Hvorfor bliver det så dyrt? Syv forklaringer

01
Rusen skjuler det, kommunen leder efter. Når en borger er påvirket dagligt, er det svært at vurdere, hvad der er angst, depression, uddannelsesproblemer eller manglende motivation, og hvad der er hash. Udredninger bliver uklare, og forløb bliver forlænget.
02
Motivationen forsvinder stille og roligt. Daglig brug kan gøre, at man mister gnisten. Man bliver ikke nødvendigvis ked af det. Man bliver ligeglad. Det gør det svært at holde aftaler, følge en plan og blive i et forløb, og det er netop det, kommunens indsatser kræver.
03
Søvn, følelser og overskud hænger sammen. Dårlig søvn og følelsesmæssig ustabilitet gør alt andet sværere: skole, arbejde, parforhold, familie. Hver ekstra vanskelighed trækker en ny indsats med sig.
04
Skammen holder folk væk. Mange skammer sig over deres forbrug og vil ikke kaldes noget stemplende. De siger ikke, at de ryger meget. De dropper behandlingstilbud, der føles som en dom. Så kommer de aldrig i gang, og problemet vokser.
05
Systemet har mange døre og ingen, der ser helheden. Jobcentret ser et beskæftigelsesproblem. Ungeafdelingen ser et skoleproblem. Psykiatrien ser et psykisk problem. Bostedet ser en adfærdssag. Ingen ser, at det samme daglige forbrug går igen i alle fire sager.
06
Netværket skrumper. Over tid ryger mange mest med dem, der også ryger. Venner, der er i uddannelse og job, falder fra. Familien trækker sig, eller konflikterne vokser. Når netværket bliver mindre, bliver kommunen den, der skal holde fast.
07
Tidlig hjælp er billig, sen hjælp er dyr. Én samtale i tide kan koste en brøkdel af et ungeforløb. Et ungeforløb koster en brøkdel af et botilbud. Jo længere tid der går, jo tungere og dyrere bliver sagerne.

Isbjerget: Det, kommunen ser, og det, den ikke ser

Over vandlinjen er det, der står i budgettet: behandling, ungeforløb, botilbud, kontanthjælp, førtidspension, sygedagpenge.

Under vandlinjen ligger det, der er sværere at tælle:

medarbejdernes tid til samtaler, der ikke lander
sagsbehandling, der kører rundt i cirkler
sygemeldte medarbejdere, der er slidt af svære sager
søskende og forældre, der bliver syge af bekymring
børn, der vokser op i hjem med uro
tabt arbejdskraft og ufuldendte uddannelser

Det er derfor, hash er så dyrt: Det er sjældent hovedårsagen i en sag. Men det er ofte med til at gøre alt andet sværere.

To liv, to regninger

Herunder følger et eksempel for at gøre det konkret. Mads er opfundet. Han står for en type forløb, som mange kommuner kender, og det er ikke en statistik. Ingen forløb er ens, og intet her er sikkert. Men billedet viser, hvordan udgifterne kan hobe sig op.

Forløb A: Mads fortsætter med at ryge

15 år: Begynder at ryge i weekenden.
16 år: Ryger flere dage om ugen. Skolefraværet stiger. Forældrene bliver bekymrede.
17 år: Dropper ud af ungdomsuddannelsen. Samtaler med UU-vejleder, forløb i ungeindsats.
19 år: Står uden uddannelse og job. Kontanthjælp. Jobcentret oplever, at han ikke møder op.
21 år: Udredes for psykiske vanskeligheder. Ingen ser, at han ryger dagligt, så forløbet trækker ud.
25 år: Flytter i eget værelse, men klarer ikke hverdagen. Støtte i hjemmet.
30 år: Mange afbrudte forløb bag sig. Mistillid til systemet. Flytter måske på botilbud.
40 år: Dårligt helbred, ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, svag kontakt til familien.
50-60 år: Ansøger om førtidspension. Behov for hjælp i hverdagen.
Over livet: Mange år med offentlig forsørgelse, mange forskellige indsatser og et liv, der aldrig rigtig kom i gang.

Forløb B: Mads stopper med at ryge

15-16 år: Samme start.
17 år: En samtale med en hashkonsulent hjælper ham til at forstå, hvad hash gør ved hans energi og motivation. Han vælger at holde pause.
18 år: Efter nogle uger kan han mærke forskel. Overskud, søvn og humør bedres. Han kommer tilbage i skole.
19-22 år: Færdiggør en uddannelse. Støtten fra kommunen er kort og målrettet.
25 år: Har job, egen bolig og et netværk, der også har job og uddannelse.
30-65 år: Arbejder, betaler skat og klarer sig selv. Hvis der kommer kriser, har han kræfter til at tackle dem.
Over livet: Små udgifter i starten. Til gengæld et menneske, der bidrager i stedet for at modtage.

Forskellen

Den eneste markante forskel mellem de to forløb er, at Mads i forløb B fik hjælp til at se, hvad hash gjorde ved ham, og valgte at holde pause. Alt andet er ret ens. Det er den vinkel, der er hele pointen: En lille indsats på det rigtige tidspunkt kan forskyde et helt liv, og det mærkes i kommunens budget i mange år.

Regn selv efter: Hvad koster hash i jeres kommune?

I kan lave en simpel opgørelse uden nye data. Tag udgangspunkt i jeres egne sager.

1
Tæl: Hvor mange af jeres længerevarende sager på tværs af ungeafdeling, jobcenter, socialpsykiatri og botilbud har en borger, der ryger dagligt?
2
Pris: Hvad koster hver indsats om året? Brug jeres egne tal.
3
Tid: Hvor mange år har de været i systemet?
4
Gang: Antal sager × årlig pris × antal år.
5
Se på tallet: Hvis blot en lille andel af dem kunne komme videre i stedet for at blive i systemet, hvad ville det så svare til?

De fleste kommuner har aldrig regnet efter. Det er dem, der gør det, der opdager, hvor stor regningen er.

Det her kan kommunen gøre

Spørg om hash. Gør det til et fast og roligt spørgsmål i samtaler, så rusen bliver set tidligt.
Giv medarbejderne redskaber. Når personalet ved, hvad hash gør, og hvordan man taler om det uden pegefinger, kommer flere borgere videre.
Giv en indgang, der ikke føles som behandling. Mange borgere vil gerne tale om hash, men ikke som en "sag". Et lavtærskeltilbud kan være døråbneren.
Tænk på tværs. Ungeafdeling, jobcenter, socialpsykiatri og botilbud har brug for samme grundviden og samme sprog.
Tænk langsigtet. Det, der koster lidt nu, kan spare mange år senere.

Til sidst

Hash er ikke kun et problem for dem, der ryger. Det er et fælles problem, som kommer til at ligge i mange af kommunens budgetter ad gangen. Men det er også et område, hvor man kan gøre en stor forskel ved at handle tidligt, tale med mennesker i øjenhøjde og give dem lyst til at tage deres eget liv tilbage.

Hashkonsulenten hjælper kommuner med at gøre netop det: styrke fagligheden hos medarbejderne, give borgerne en vej ind og forkorte vejen til et liv, der fungerer.